Mød os på Facebook

Kunsten i det fri 

af Aase Thomsen
Man behøver ikke aktivt at opsøge udstillingssteder og gallerier for at få kunstoplevelser under et besøg på Læsø. Mange steder i det offentlige rum fanges øjet af værker af vidt forskellig art, nogle af iøjnefaldende størrelse, andre ganske uanselige eller godt gemt i sjove kroge. 
Allerede ved ankomsten kan øens gæster nyde synet af ”Havsvind”, en bronzeskulptur, hvis snoede former er inspireret af to delfiner, der leger. Den tager imod på den yderste mole, lige der hvor færgen lægger til. Og på Havnebakken skuer den store bronzeskibsstævn ud over havnen. Sidstnævnte, som var en gave til Læsø Kommune fra Læsø Fiskeindustri ved virksomhedens 50 års jubilæum, er skabt af den lokale kunstner Ingegerd Bilving Jørgensen, der i høj grad har været med til at sætte sit kunstneriske præg på øen. Hun er også ophavskvinde til den store smukke jomfruhummer i bronze, der er det væsentligste blikfang på den nyindrettede plads på Østerby Havn. Ligeledes er det hendes relieffer af henholdsvis hummere og fugle, der pryder murene på henholdsvis Læsø Fiskeindustris to afdelinger og på biografen i Byrums midte.
Den svenske gallerist og kunstformidler Cilla Jahn og hendes mand Kenneth Haukaas, mangeårige gæster på Læsø, har foræret øen hele tre skulpturer med svenske ophavsmænd. Det er foruden førnævnte ”Havsvind” to små dyr: En lille bronzegris, som står og putter sig udenfor Læsø Shoppen i Byrum.  Lokale kræfter arbejder på at få den flyttet hen på Mejeripladsen, hvor den ville være lidt mere synlig. Og endelig skibshunden, der fra sin højtskuende plads ved beddingen passer på hele Østerby Havn.
I Byrum er der yderligere et par dyr og en lille pige. Ved Nordjyske Bank står der en stor ugle, hugget i sten af Palle Mørk, som også var arkitekten bag nyindretningen af Mejeripladsen for nogle år siden. Palle Mørk har også lavet pigen, der står midt i blomsterbedet på bankens anden side.
Bag Luddes Hus, kunstforeningens lille hus på modsat side af vejen, finder man det sidste dyr – lidt mere fantasifuldt end de øvrige. Det drejer sig om ”Hestefanten” af Erik Skjoldborg, frederikshavnerkunstneren der for nogle år siden forærede Læsø Kunstforening en større samling værker. ”Hestefanten” skulle egentlig have været belagt med kakler, men det skete aldrig, og nu udgør den pudsige figur et godt legeredskab for skolens børn, når de venter på bussen.
 

Her findes værkerne:

Havsvind, bronzeskulptur af Kent Ullberg 
ved færgelejet på Vesterø Havn

Skibsstævnen, bronzeskulptur af Ingegerd Bilving Jørgensen
på Havnebakken i Vesterø

Uden titel, stenskulptur af Peter Ejlerskov 
foran Læsø Kur i Vesterø

Hummer, kobberrelief af Ingegerd Bilving Jørgensen 
på Læsø Fiskeindustris bygninger både i Vesterø og Østerby

Grislingen, bronzeskulptur af Aline Magnusson 
foran Læsø Shoppen i Byrum

Ugle, stenskulptur af Palle Mørk 
ved Nordjyske Bank i Byrum

Pige, stenskulptur af Palle Mørk 
mellem Nordjyske Bank og Læsø Shoppen i Byrum

Hestefanten af Erik Skjoldborg, betonskulptur 
bag Luddes Hus (Læsø Kunstforenings hus) i Byrum

Fugle, keramikrelief af Ingegerd Bilving Jørgensen 
på biografen i Byrum

Jomfruhummer, bronzeskulptur af Ingegerd Bilving Jørgensen 
på Østerby Havn

Hunden, bronzeskulptur af Mats Åberg 
Østerby Havn